name

Udvikling på 8x normal hastighed: Vestas aircoil A/S sparede halvandet år på udvikling af ny varmeveksler

Ved at benytte det optimeringsværktøj Brownie Bee har Vestas aircoil A/S skåret udviklingstiden for en ny varmeveksler ned til kun tre måneder, en proces der tidligere tog op til halvandet år. Dette kvantespring i effektivisering er resultatet af et frugtbart samarbejde med Teknologisk Institut under projektet BOOST Væksten, hvor indsigt og implementering af værktøjet har gjort det muligt at træffe hurtige og datadrevne beslutninger om den mest omkostningseffektive geometri til kølesystemer. Denne tidsbesparelse er ikke kun en øjeblikkelig gevinst, men også en del af en fremtidssikret udviklingsstrategi, hvor Vestas aircoil ser frem til at indarbejde værktøjet i kommende projekter, hvilket vil fortsætte med at optimere udviklingstid og forbedre produktkvalitet.


Fakta

Branche: Køleløsninger til motorer

Produkt: Kølesystem baseret på varmevekslere

Udfordring: Valg af geometri til varmeveksler

Resultat: Processen gennemført på tre måneder – otte gange hurtigere end førhen

Ny geometri til varmeveksler

Vestas aircoil har designet og produceret køleløsninger til bl.a. skibsmotorer siden 1956 og er i dag specialist i at levere skræddersyede, højtydende og pålidelige kølesystemer til motorproducenter. Virksomheden har stort fokus på optimering, miljøpåvirkning og produktkvalitet.

I 2023 stod Vestas aircoil over for at skulle vælge en geometri til design af fremtidige varmevekslere. Valget af den specifikke geometri var vigtigt, da der skulle investeres et betydeligt beløb i produktionsudstyr til efterfølgende fremstilling af designet.

Inden for produktion af varmevekslere refererer ”geometri” til den specifikke form, struktur og arrangement af komponenterne i varmeveksleren, bl.a. rør og finner. Geometrien er afgørende for at opnå ønsket varmeoverførselseffektivitet og ydeevne – og ved at justere geometrien kan man opnå forskellige strømningsmønstre og varmeoverførselskarakteristika, der passer til specifikke applikationer og krav.

– Vi opererer på et globalt marked med stærk konkurrence. Her skal vi kunne levere innovative løsninger af høj kvalitet til en konkurrencedygtig pris. Derfor gør det også en forskel, at vi kan træffe hurtige, pålidelige og datadrevne beslutninger, der forkorter udviklingsprocessen, udtaler Claus Hessler Ibsen, Group R&D Director hos Vestas aircoil.

 

Stod over for vigtig beslutning med kort tidsramme

Som del af projektet BOOST Væksten har Vestas aircoil deltaget i et forløb, hvor matematikken bag Brownie Bee er blevet brugt til at finde den billigste geometri, der samtidig lever op til kundernes krav.

– Vi stod over for at skulle tage en vigtig beslutning inden for en kort tidsramme, og her passede forløbet med Brownie Bee perfekt ind. Det var vigtigt for os, at vores valg af geometri kunne tages på et oplyst grundlag, fortæller Claus Hessler Ibsen, Group R&D Director hos Vestas aircoil.

Forløbet med indkøring af Brownie Bee hos Vestas aircoil strakte sig over tre måneder og indebar både workshops og virksomhedsbesøg med Teknologisk Institut.

– Da vi først havde fået hjælp af Teknologisk Institut til at opnå den rette forståelse af Brownie Bee, var værktøjet overraskende nemt at bruge og implementere som en del af vores proces, fortæller Lasse Uhd Christensen, R&D Heat Exchange Engineer hos Vestas aircoil.

 

Udviklingsproces afkortet med halvandet år

Som konsekvens af forløbet lykkedes det Vestas aircoil at forkorte udviklingsprocessen med over halvandet år, svarende til otte gange hurtigere udvikling. Helt konkret tog det ved hjælp af Brownie Bee kun tre måneder at nå frem til en ny geometri til varmeveksleren, mens det tog to år at nå i mål, sidste gang virksomheden var igennem en lignende proces.

– Det er kompliceret at træffe det rette valg af geometri, og her har værktøjet været en stor hjælp til hurtigt at give os relevant viden, så vi kunne blive trygge ved vores beslutning, fortæller Lasse Uhd Christensen.

– Vi har været rigtig glade for forløbet med Teknologisk Institut, som har været afgørende for, at vi kunne træffe den rette beslutning i tide, siger Claus Hessler Ibsen.

 

Skal udbredes til fremtidige udviklingsopgaver

Den markante acceleration af processen er ikke det eneste resultat, Vestas aircoil tager med fra forløbet. Værktøjet vil også blive taget i brug i fremtidige udviklingsopgaver, hvor det både forventes at kunne nedbringe udviklingstiden og sikre bedre resultater.

– Vi er allerede i gang med at tænke læringer fra forløbet ind i fremtidige udviklingsopgaver, både omkring valg af geometri og materialeforbrug. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at bruge værktøjet fremadrettet, og at det kan hjælpe os til at optimere vores udvikling, slutter Lasse Uhd Christensen.

Tilmeld nyhedsbrev

×