name

Fra et halvt år til én måned: Credin finder hurtigt den rette bageopskrift

Credin, en virksomhed med over 90 års erfaring i udvikling af bageriingredienser, har med succes reduceret udviklingstiden af en ny opskrift på en vegansk og glutenfri muffin fra seks måneder til kun én måned. Dette blev opnået ved brug af det digitale værktøj Brownie Bee, som hjalp med at eksperimentere bredt og strukturere produktudviklingen, hvilket var særligt gavnligt for de komplekse udfordringer ved vegansk og glutenfri produktudvikling. Værktøjet vil blive anvendt i fremtidig produktudvikling og forventes at forbedre processen ved udvikling af komplicerede produkter. Samarbejdet med Teknologisk Institut har været centralt for at opnå disse resultater og vil fortsætte med at spille en vigtig rolle i Credins fremadrettede brug af Brownie Bee. 


Fakta

Branche: Råvarer til fødevarebranchen

Produkt: Vegansk og glutenfri muffin

Udfordring: Udvikling af en ny opskrift

Resultat: Opskrift udviklet på en måned

Ingredienser til bagerier – også veganske og glutenfri

Credin har mere end 90 års erfaring i at udvikle bageriingredienser af høj kvalitet, bl.a. pulverbaserede cremer, brødkoncentrater og kageblandinger. For Credin er det vigtigt at udvikle opskrifter der resulterer i bagværk med det rette udseende, tekstur, holdbarhed og ikke mindst smag. Virksomheden er hele tiden på forkant med bageriernes behov, og har derfor et stigende fokus på glutenfri, laktosefri og veganske produkter.

Hurtig resultatopnåelse

Det er notorisk udfordrende at udvikle bagværk, der både skal være glutenfri og vegansk, idet der er store begrænsninger på, hvilke råvarer man kan bruge. Før opstarten af forløbet med Brownie Bee havde Credin forsøgt at udvikle en glutenfri og vegansk muffin i et halvt år uden at komme i mål, men efter kun én måneds forløb er det nu lykkedes at finde den rette opskrift.

Bred afsøgning med Brownie Bee

Igennem et case-forløb i projektet BOOST Væksten er flere produktudviklere fra Credin blevet introduceret for og oplært i at bruge Brownie Bee til at udvikle opskrifter.

”Brownie Bee har været nemt og intuitivt at bruge, og det er en stor hjælp til at udvikle udfordrende opskrifter, især i vores glutenfri og veganske sortiment.” udtaler Stine Bek Høilund, produktudvikler hos Credin.

For veganske og glutenfri produkter er der behov for at eksperimentere bredt for at få den samme udseende, tekstur og gode smag som i traditionelt bagværk. Det gør produktudviklingen mere kompleks, og her er det en god hjælp for Credin at have et digitalt værktøj til at holde overblikket over de mange mulige ingredienser og blandingsforhold.

”Brugen af Brownie Bee har givet os nye vinkler at se på vores problemstillinger fra. Det har fået os til at søge bredere efter løsninger, og ikke bare gøre som vi plejer”, fortæller Bodil Aaberg Madsen, produktudvikler hos Credin.

Forbedret proces for kompleks produktudvikling

Credin har haft stor gavn af kontakten med Teknologisk Institut under forløbet. Det har især været givtigt at de er blevet guidet til at tage sig tid til at strukturere produktudviklingen for i sidste ende at spare tid og finde bedre produkter.

”Det er blevet tydeligt for os at der er en gevinst i at gennemtænke sit forsøgssetup på et tidligt stadie. Her har det været en stor hjælp, at Teknologisk Institut har inspireret og nærmest tvunget os til at tænke i den retning” siger Stine Bek Høilund.

”Forløbet har helt generelt givet os en mere struktureret tilgang til produktudvikling” fortsætter Bodil Aaberg Madsen.

Ideerne fra forløbet vil blive taget med videre i fremtidig produktudvikling, og det vil forbedre den interne proces for produktudvikling af komplicerede produkter.

”Det vigtigste for os i forløbet har været sparringen med Teknologisk Institut. De har været rigtig gode til at oversætte vores bage-faglige tanker og ideer til optimeringsproblemer som Brownie Bee kan løse” udtaler Stine Bek Høilund.

Udbredelse af Brownie Bee hos Credin

Den viden der er opnået i forløbet, vil blive brugt til fremtidig produktudvikling, især for de opskrifter der er komplicerede at udvikle. Credin oplever at der er øget aktivitet omkring disse opskrifter, bl.a. fordi det veganske og glutenfri marked er i vækst.

Der er også planer om at udbrede brugen af Brownie Bee til produktionsanlægget, hvor der forventes at være potentiale for at finde forbedringer. Det er også en kompliceret proces, hvor en længere række faktorer spiller ind, og netop den type problemer er velegnede til behandling med Brownie Bee.

”Det var selvfølgelig vigtigt for os at få løst den konkrete udfordring med at finde en opskrift på en vegansk og glutenfri muffin, men det er lige så vigtigt at vi har fået et generelt værktøj som kan bruges fremadrettet på en lang rækker forskellige projekter” afslutter Stine Bek Høilund.

Tilmeld nyhedsbrev

×