name

Bæredygtighed, innovation og optimering går hånd i hånd hos Ege Carpets


Fakta

Branche: Tæppefremstilling

Produkt: Tæpper

Udfordring: For lav produktionshastighed på nyt bæredygtigt produkt

Resultat: Produktionshastighed øget med 17 %. 

Teknologisk Institut på besøg ved opstarten af projektet hos Ege Carpets. Fra venstre: Sanne Rytter (Ege Carpets), Robert Heck & Morten Nielsen (begge Teknologisk Institut), Rune Dalgaard Sørensen (Ege Carpets).

 

Øget produktionshastighed og bæredygtighed hos Ege Carpets

Ege Carpets designer og fremstiller væg-til-væg-tæpper, løse tæpper, tæppefliser og tæppeplanker til kommercielle bygninger, hoteller og krydstogtskibe. Ege Carpets har høj fokus på bæredygtighed og havde pr. april 2023 i alt 23 Cradle to Cradle certifikater, der dækker over 140 tæppekollektioner. Det betyder, at over 80 % af Ege Carpets samlede salg af tæpper og over 93 % af salget til kontraktmarkedet sidste år var Cradle to Cradle certificeret. Ved at implementere Brownie Bee har Ege Carpets øget produktionshastigheden 17 % på en ny proces der bruger en mere bæredygtig lim i tæpperne.

Ege Carpets’ rejse med Brownie Bee

Ege Carpets har deltaget som case-virksomhed i BOOST Væksten, hvor medarbejdere fra både produktion og R&D blev introduceret for og oplært i brugen af Brownie Bee. Herefter blev værktøjet anvendt til optimering af procesindstillinger i produktionen, hvor man ønskede at øge produktionshastigheden på en linje der benytter en ny, mere bæredygtig lim.

- Forløbet har været rigtig godt, startende med en workshop hvor man fik kendskab til Brownie Bee og hele machine learning-delen blev beskrevet dejlig pædagogisk, så man har lidt en idé om hvad programmet har til grundlag for dens bud på næste forsøg, fortæller produktudviklingsingeniør Sanne Rytter.

- Det var nyt at vi i starten fokuserede så meget på hvad succes betyder, og det blev hurtigt klart at det er helt essentielt for værktøjet at man bliver konkret. Det at svare på ”Hvad er det egentlig vi gerne vil optimere?” er faktisk den helt svære opgave. Er det prisen, er det hastigheden? Før har vi måske haft tendens til at sige ”det skal bare være bedre”, uden at sætte tal på, fortsætter Sanne.

Fra intuition til videnskab

Undervejs i projektet har Ege Carpets prioriteret at udføre forsøg med produktionslinjen, og her har Brownie Bee gjort det lettere at være modig og systematisk for at lære mere om processen:

- Før ændrede vi produktionen en lille smule og så på resultaterne løbende. Nu får vi en mere videnskabelig tilgang og får dokumentation for at her var resultaterne sådan og sådan, forklarer afdelingsleder Rune Dalgaard Sørensen.

- Det har været behageligt for mig at kunne gå ned til produktionen og sige at vi kører disse forsøg fordi vi er ved at oplære en computer i at blive klog på vores proces, for når man kører selv, så er fokus kun på succes og ikke på hvad der er årsagen til at det er godt eller skidt. Vi har kunne undersøge ting vi normalt ikke ville gå og pille ved, hvilket også har givet nogle overraskende resultater, fortsætter Rune.

Struktur og klare mål var nøglen til værdiskabelse

- Det har skabt stor værdi for mig at der er nogen der har interesse for optimering, og som siger vi skal gøre noget i stedet for at stå i stampe. Hvis man tager projektet overordnet set, betyder det jo der er nogen der interesserer sig for at vi bliver bedre nede i produktionen og giver os de rigtige værktøjer til det. Det synes jeg er ekstremt positivt for Ege, fortæller Rune.

- For mig er det der har skabt mest værdi den data-baserede optimering. Det har ført til at der er kommet meget mere struktur på og at vi har fået klare mål, slutter Sanne.

Tilmeld nyhedsbrev

×